Brasiliens præsidents udtalelse om esperanto


Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva overdrog til Cláudio Soares Rocha, direktøren for Historisk Dokumentation, at svare i sit navn, og udtrykke sit store ønske til formanden for UEA (Universala Esperanto Asocio) prof. Dasgupta, om at esperanto en dag bliver accepteret som fællesprog.

Dette ønske kom som svar på det brev som UEA’s formand sendte til konferencen af BRIK landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) der fandt sted den 16. juni i Jekaterinburg, for at diskutere den verdensomfattende økonomiske krise samt bl.a. indførelsen af et nyt valutasystem, som ikke blev vedtaget.

Formanden for UEA, Dr. Probal Dasgupta, foreslog i sit brev, at de fire ” lovende fremtidslande” skulle arbejde for ikke kun at standse de valutariske, men også de sproglige privilegier.


Cláudio Soares Rocha takkede Dasgupta for hans omsorg for ligestilling i internationale relationer, og udtrykte sin beundring for de bestræbelser som alverdens esperantister gør for større og større udbredelse af esperanto. Han skrev bl.a.: ”vi har faktisk et stort ønske om, at esperanto en dag bliver accepteret af de fleste lande som det sprog, der kan lette kommunikationen uden sprogprivilegier.

[..] Vi er klar over værdien af det sprog, som jeres organisation udbreder.[…] Vi ved, at der i menneskehedens historie har været sprog, der trængte sig ind som resultat af politisk hegemoni, som latin eller i et vist omfang fransk og senere engelsk”.


Brasiliens støtte vil uden tvivl blive omsat til praksis i de kommende måneder i FN og Unesco. Verdensorganisationen af esperanto-talende tilstræber, at de favorable resolutioner, som allerede er vedtaget af Unesco, bliver konkretiseret og at esperantoundervisning bliver en del af medlemslandendes forpligtelser i forbindelse med igangsættelsen af sprog-årti’et. Esperanto-talende ser i dette det væsentligste instrument for at sikre retfærdighed i international kommunikation og sproglige rettigheder. www.linguistic-rights.org